En fantastisk aften om ungdomsudveksling gennem Rotary
Kim Winckler og Gitte Lysholt
 
Vi havde en fantastisk aften i Horsens Vitus Bering Rotary Klub, hvor Kim Winckler og Gitte Lysholt fra distriktet besøgte os og fortalte om Rotarys ungdomsudvekslingsprogrammer.
 
Parret har selv haft en datter på udveksling og har været værtsfamilie flere gange, så de talte af hjertens lyst og erfaring. Gitte fremhævede, at vores udvekslingsprogram er et af Danmarks bedste og mest prisvenlige tilbud, og at Rotary sender unge ud til destinationer verden over.
 
USA er stadig det mest ønskede rejsemål på trods af den politiske uro.
 
Der er fortsat plads til at sende endnu flere unge afsted på Long Term-udveksling, og der arbejdes på at øge kendskabet til programmet, blandt andet gennem TV Ultra.
 
Aftenen bød også på et glædeligt gensyn med Grace fra Taiwan, som var vores inbound-student for seks år siden og nu er på udveksling til et teknisk universitet i Wien.
 
Hun havde sin tidligere klassekammerat Ann med, der er på udveksling til et universitet i Linköping i Sverige.
 
Og vores egen nuværende udvekslingsstudent Balthazar var naturligvis også til stede. En aften der mindede os om, hvor stor en forskel Rotary gør for unge mennesker verden over.
 
På billedet er de alle sammen med klubbens præsident Anna Marie Illum.