Thomas Monberg er stolt over at være medlem af Folketinget
Aftenens oplæg blev holdt af Thomas Monberg, der sidder i Folketinget for Socialdemokratiet. Thomas er oprindeligt uddannet grafiker, og senere har han taget linjefag i religion og kristendom ved UCL.
 
Thomas har været politisk aktiv i mange år. Før han blev valgt til Folketinget i 2022, sad han i Horsens Byråd i ni år. Han overtog pladsen i Folketinget i Østjyllands Storkreds efter Henrik Dam Kristensen, der valgte ikke at genopstille. Overgangen fra lokalpolitik til landspolitik har været både spændende og krævende, og Thomas lagde ikke skjul på, at det at være ny i Folketinget er en stor omvæltning.
 
Han beskrev arbejdsmiljøet i Folketinget som generelt godt og præget af samarbejde på tværs. Samtidig understregede han, at hvor der er magt, er der også konkurrence. Det er ikke nok blot at være til stede – man skal aktivt opsøge indflydelse, og kunne aflæse de politiske strømninger.
 
Thomas præsenterede sine vigtigste fokusområder, som han arbejder for i Folketinget:
  • Lige muligheder i hele landet – uanset hvor man bor, skal man have adgang til uddannelse, sundhed og udviklingsmuligheder
  • Beskæftigelse for alle – alle skal have mulighed for at komme i arbejde
  • Styrkelse af foreningsliv, kultur og miljø
  • Mindre ulighed i sundhed – ingen skal have dårligere sundhedsmuligheder på grund af økonomi, geografi, køn eller sociale forhold
Thomas afsluttede med at fortælle, at han er stolt over at være én af de 179 folketingsmedlemmer. Han ser det som et stort ansvar at være med til at forme lovgivningen i et demokratisk samfund, som han mener, vi skal værne om og værdsætte. Han lagde vægt på, at demokratiet ikke er en selvfølge, og at det kræver engagement.
 
Tak til Thomas for et åbent, ærligt og levende indblik i livet som ny folketingspolitiker. Det var tydeligt, at han brænder for sit arbejde og for at gøre en forskel, og hans evne til at formidle gjorde indlægget både nærværende og inspirerende.
 
2026-01-26 Anne Sloth-Egholm og Flemming Romme Hansen
 
Hvis du er interesseret i at vide mere eller har spørgsmål til dette opslag så skriv f.eks. til Horsens Vitus Bering Rotary Klub på horsensvitusbering@gmail.com
 
#RotaryHorsensVitusBering
#RotaryHorsens
#Rotary
#UniteForGood
#ServiceAboveSelf
#WeAreRotary
#PeopleOfAction