
Hector López fortalte om dramatiske oplevelser og magiske øjeblikke

Aftenens foredrag med Hector López gav os et meget gribende, levende og personligt indblik i et liv formet af politisk engagement, nederlag, flugt og en ny begyndelse.
Hector er født i Viña del Mar, der er en smukt beliggende havneby i regionen Valparaíso i Chile. Hector fortalte, at han voksede op i et hjem, der var præget af politisk bevidsthed. Sammen med sin far støttede han Salvador Allendes kandidatur som præsident, og som ung blev han gradvist mere radikaliseret i en tid, hvor håbet om social retfærdighed fyldte meget.
Da Allende vandt valget i 1970 med et snævert flertal, oplevede Hector sit første magiske øjeblik. Resultatet blev læst op i radioen, og han fortalte hvordan eufori og håbefuld beruselse bredte sig blandt dem, der havde kæmpet for forandring. For den unge Hector føltes det som om fremtiden åbnede sig, den var var fuld af håb og alt blev muligt.
Allendes regeringstid gav Chile store reformer, men også voksende modstand, og efter 1044 dage kom det militære kup. Herefter fulgte tomme gader, arrestationer, tortur, overgreb, henrettelser og sadisme. Hector blev arresteret to gange og udsat for tortur under afhøringerne. Han undslap med livet i behold og gik under jorden i Santiago, hvor frygt, ensomhed og en konstant stress prægede hans hverdag.
Hans bror fik asyl i den venezuelanske ambassade og kom videre til Danmark, og efter nogle måneder i skjul lykkedes det også Hector at flygte. Han blev genforenet med sin bror i København i maj måned 1974 og blev den første dag i Danmark betaget af det særlige nordiske lys i den lange skumring.
Det var den første nat, på et hotel på Nørrebro, at hans andet magiske øjeblik indtraf. Under en blød dyne, i et stille rum, mærkede han for første gang i lang tid en dyb ro. Han følte sig i sikkerhed, fri for stress og var i stand til at give slip. Det øjeblik blev begyndelsen på hans kærlighed til Danmark, et land, hvor han oplevede solidaritet, tryghed og en ny mulighed for håb.
Som flygtning måtte Hector begynde forfra. Han besluttede, at det første skridt var at lære sproget, og han valgte at læse medicin i Danmark. Det var krævende, men studierne gav ham fokus og mindskede savnet af hjemlandet. Han blev uddannet læge og arbejdede i mange år som gynækolog forskellige steder i landet.
I dag ser Hector tilbage på sit liv med stor taknemmelighed. Han fremhæver de mennesker, der rakte en hånd ud til en fremmed, og den solidaritet, der gjorde det muligt for ham at skabe et nyt liv. Hans fortælling indeholder både tab og styrke - og to magiske øjeblikke, der har formet hans liv og fortæller om vejen fra Chile til Danmark.
2026-04-23 Anne Sloth-Egholm og Bo Eriksson
Hvis du er interesseret i at vide mere eller har spørgsmål til dette opslag så skriv f.eks. til Horsens Vitus Bering Rotary Klub på horsensvitusbering@gmail.com
#RotaryHorsensVitusBering
#RotaryHorsens
#Rotary
#UniteForGood
#ServiceAboveSelf
#WeAreRotary
#PeopleOfAction