Helle Vestergaard fortæller om BGI akademiets historie.
Helle Vestergaard, som har været leder af BGI-akademiet siden 1998, bød velkommen og gav os en rundvisning på skolens fællesområder, der er udsmykket med meget kunst, blandt andet er der en del kunst af Frank og Gerda Buchgraitz, som fungerede som forstanderpar inden Helle kom til.
Skolen, der startede som fattiggård i 1878, har i 2028 150-års jubilæum. I 1908 husede bygningerne et børnehjem frem til 1955, hvor Bjerre Herreds Ungdomsskole blev dannet.
 
Skolen fik nyt navn og profil i år 2000, Bjerre Gymnastik- og Idrætsefterskole, BGI-akademiet. Der er bygget meget til, og elevantallet har vokset sig stort. I 2015 indførte man derfor seks fællesskabsgrupper med 90 elever i hver gruppe, hvor eleverne bor i 5-6 huse, der er samlet om et fællesskab.
 
I 2020 kom Livsstilsefterskolen på Hjarnø til, der er for elever i 8. - 10. klasse, og der er mange tidligere elever fra Julemærkehjemmet.
 
I 2022 var der 72 elever på Hjarnø, og 676 elever på BGI-akademiet. Det koster mellem 40.000 og 75.000 kr. at have sit barn på efterskole. Prisen er afhængig af antallet af hjemmeboende børn og forældrenes indtægt. Staten giver efterskolerne et tilskud på 3.5 mia. kr. årligt, svarende til 40 procent af deres indtægter.
 
Helle fortalte, at i 1960’erne blev de statsautoriserede prøver for folkeskolens 9. og 10. klasse indført. Den nyligt indgåede politiske aftale fra februar 2025 om uddannelsesreformen indebærer blandt andet, at 10. klasses afgangsprøver afskaffes efter 2030. Efterskolerne bevarer dog muligheden for at tilbyde et tiende skoleår, men da 90 procent af eleverne i dag er 10. klasses elever, vil det få stor betydning for efterskolen, der står overfor at skulle genopfinde sig selv.
 
Vi sluttede af på efterskolemanér med dagens aftensmad i kantinen. Tak til Helle Vestergaard for et meget interessant foredrag og fin rundvisning på BGI-akademiet.
 
2025-12-10 Anne Sloth-Egholm og Bo Eriksson
 
Hvis du er interesseret i at vide mere eller har spørgsmål til dette opslag så skriv f.eks. til Horsens Vitus Bering Rotary Klub på horsensvitusbering@gmail.com
 
#RotaryHorsensVitusBering
#RotaryHorsens
#Rotary
#UniteForGood
#ServiceAboveSelf
#WeAreRotary
#PeopleOfAction